17 år gammel hvidvin
Det er altid lidt et sats at købe en hvidvin med 17 år på bagen. Det kan gå begge veje: Fra oxideret vin med en frugtsyre, der er forsvundet gradvist år for år, til en kompleks, afrundet vin med en masse tertiære aromaer, man ikke finder i ung vin.
Lagring af søde vine, fx portvin eller Sauternes
Normalt betragter man søde vine (fx Sauternes eller Trockenbeerenauslese eller vintage port), som dem, der kan holde sig bedst. Og dem, som kan vinde, i mangel af et bedre ord, ved lagring over 4-5 år.
Der er selvfølgelig undtagelser. De fleste halv- til helstore bordeauxvine. Og vine fra både den nordlige og sydlige rhônedal kan ofte holde sig i flere årtier. Om vinene bliver bedre af det, det er en smagssag.
Châtau du Coing
Over til Château du Coings muscadet-vin i årgan 2000. Jeg ved forsvindende lidt om muscadet, men jeg fornemmer, at den er blevet lettere trendy de sidste 5 års tid, ligesom grüner veltliner blev det for 10-15 år siden. Hvad angår sidstnævnte, så er priserne tæt på tre-doblet. Det gælder også nordlig rhône.
Og så over til dagens vin. Så vidt jeg kan læse mig til, er der tale om druer fra 70 år gamle vinstokke, hvilket jo tit er et godt sted at starte, selvom det ikke altid er garanti for noget særligt.
Snert af nervøsitet
Det synes jeg, det er her. Proppen blev trukket op med en snert af nervøsitet for, at der efterfølgende skulle komme en spøjs duft frem. Det gjorde der ikke. Proppen var præget af en let (over-)hed dog. Men ingen ilt havde fundet sig vej til vinen.
I glasset slet ikke så brunlig og oxideret, som jeg havde frygtet/forventet. Middelfyldig i næsen. Lidt melon, lidt overmoden abrikos, hvis man da kan skelne mellem de to. Og så en klar mineralitet af den på en forårsdag lige før, regnen falder.
Clean & crisp smag
Smagen clean og crisp. Frugtsyreniveau i den lave ende, ganske forventeligt. Kalket og gæret i eftersmagen. Et strejf af sødme, selvom jeg havde forventet totalt knastørhed. Middellang eftersmag som afsluttedes af et lakridsagtigt element. Sprød, tør, lettere urtet, men en kerne af frugtsmag dog. I en blindtest tror jeg ikke, jeg ville have skudt på noget ældre end 5 år. Dog skal det være sagt, at jeg ikke har smagt særligt meget muscadet sur lie.
Stenbiderrogn med rygeøst
Madforsøget blev stenbiderrogn rørt med rygeøst. Vin lidt for kraftig. Bud to no-nonsense tartar på Grambogårdokse, blot krydret med en lille smule salt og et lille skud Penja-peber. Ingen æg, ingen kapers, ingen løg.
Et touch af armangac havde banket den hjem, tror jeg. Men det lå jeg ikke lige inde med. Fremragende sammensætning, hvor kødet fik trukket mere frugt frem i vinen. Måske nok et lidt mærkeligt match. Men det er min tese, at ældre vine ofte ikke vinder ved at blive matchet af al for kompleks mad.
Fennikelpølse
En italiensk tørret fenikkelspegepølse blev næste forsøg. Her gik de krydrede i pølsen ikke helt op i spænd mod vinens krydrethed.
Vinen kunne godt minde lidt om grüner veltliner med alder på, med et sammenfald mellem en meget høj visikositet (oplevet tyktflydenhed) de to druer i mellem; mineraliteten også med god lighed.
Jeg synes også, man (jeg) kan sige, at der er en vis affinitet til viognier, som den kommer til udtryk i en lagret Condrieu.
Et godt glas? Yes, helt klart, hvilket aflejrer sig i, at jeg køber et par flasker mere.
Der ligger på en eller anden måde også en forståelse for, at vin er et levende materiale, at det ikke kun er håndværk, at det er noget, der kan skærpe sanserne, de har måske ikke ligefrem en sjæl, mere måske en individuel kerne, som kommer forskelligt til udtryk på forskellige tidspunkter i vinens liv (hmm, udvikling).