Ansporet af at der er Pingustema i Kokkekampen på TV3 om en times tid, har jeg fået taget mig sammen til at få overflyttet smagenoter fra en sammenlignende smagning af Pingus 2003 samt Flor de Pingus i årgangende 2002, 2003 og 2004 foretaget i august 2008.
Vinen var Peter Sissecks andenvin, Flor de Pingus. I aften forlyder det, at Mette Helbæk vil forsøge sig med den “rigtige” Pingus til en fiskeret, og der går også rygter om et match med suppe. Ingen af delene ligger umiddelbart lige for, vil jeg mene.
Om Pingus & Flor de Pingus — myter, most & materiale
Pingus & Flor de Pingus har et eller andet, som de fleste andre vine ikke har. Præcist hvad er svært at indkredse, men lad mig gøre et forsøg. Jeg har hidtil ikke mødt et menneske, der har smagt Pingus eller andenvinen Flor de Pingus, som ikke brød sig om den.
Når stor vin rammer en i brystet
Det siges, at stor bordeaux kan ramme et menneske i brystet på en ubeskrivelig facon, der balancerer mellem åndenød og let ekstase. Jeg tror, den dunkle frugt i Peter Sissecks vine rammer noget af det samme. Der er i alle vine på tværs af årgang saftighed, dybde, mineralitet, sødme, syre og balance. Hver mundfuld nærmest inviterer til en tår mere — for at forsøge at afdække, hvad det er vinen indeholder.
Udbud og efterspørgsel er en del af forklaringen. I 2005 produceredes 4.800 flasker Pingus og 45.000 flasker Flor de Pingus. Mængderne er små, og det er en del af forklaringen på, hvorfor vinen har opnået kulstatus. 2002-årgangen var vanskelig.
Deklassificering af Pingus
Sisseck deklassificerede sin Pingusvin og blandede den i andenvinen. På den ene side en demokratisering af primærmosten — nu kunne de mytiske dråber erhverves til en langt mere tilgængelig pris. Men samtidig også en måde at holde liv i myten om Pingus’ storhed. Hullet i årgangene skaber interesse. Lige så historierne om, hvordan druematerialet sorteres på – ja – drueniveau i stedet for klaseniveau. Det ta’r tid og koster penge.
Eksklusivitet er en strategi, der kræver enten emiment skuespil eller sand kvalitet. Hvad angår Pingus & Flor de Pingus hælder jeg til det sidste. Der er noget vinøst på spil som er unikt. Årgang 2005 har opnået 97 Parker-point. Det er meget. Pingus fik 98. Dermed topper den 2003-årgangen, hvor Parker gav 93-95 til Flor de Pingus og 96-100 til Pingus.
Om producenten – Peter, “Pingus”, Sisseck
Peter Sisseck er uddannet cand.agro. fra Landbohøjskolen i København. Valget stod mellem at læse ønologi i Frankrig, men uddannelsen i Danmark vandt. Kimen blev lagt ved arbejde på forskellige vingårde i, bl.a. hos onklen Vinding Diers i Bordeaux i af 80’erne. Vinding Diers er internationalt anerkendt for sit arbejde med terrorir og gær & gæring. Han beviste tidligt, at alle vinerier har deres eget gærmiljø. De lokale gærstammer, naturligt forekommende på druernes skind, har en stærk indflydelse på gæringens forløb og den færdige vins duft og smag.
Vinding Diers fungerer i dag som konsulent for en række vinhuse. Se fx Rolfs anmeldelse af Angelo Rocca & Figli, Salneto, 2003. Sisseck har senere udtalt, at er glad for, at ikke valgte at læse ønologi — den biokemiske viden er vigtigere. I 1995 tog Sisseck skridtet og blev selv vinmager. Klassisk naturvidenskabelig uddannelse, familiemæssig indføring & kærlighed til vin viste sig at være en slagkraftig kombination. Metoden hed hård udvælgelse af marker, druer og fade — og så ellers minimal indblanding. Naturen gør det bedst. Man mindes om Marcel Deiss.
Flor de Pingus 2002, 2003 & 2004
Vinene var åbnede, da vi fik dem. Efter sigende var samtlige flasker åbnet samme dag — dog med et par timers mellemrum. Vi lagde ud med at tjekke proppernes tilstand og efterfølgende dufte til de tre vine for at afgøre smagsrækkefølgen. Kutyme er unge før gamle, raffinerede før kraftige — alkoholsvage før alkoholkraftige. Vi endte med en rækkefølge der hed 2004, 2002 og 2003 baseret på et kompromis. Alkohomæssigt stiger vinene en halv procent per årgang — fra 13,5 i årgang 2002 til 14,5 i årgang 2004. Årgang 2003 virkede tungest og kraftigst i glasset, så den blev serveret sidst. 2002 virkede underligt svag i selskabet — den var desværre ved smagning præget af prop. På førstedagen viste det sig ved, at der ligesom var et hul i midten af vinen – frugten var underlig tynd. På andendagen var der kraftige spor i duften, vinen var udrikkelig. En skam! Pingus-most eller ej.
Flor de Pingus 2004
Klart mest lovende næse af de tre årgange. Klassisk Pingus-duft – købmandsbutik, urter, mint, saftighed. Smagsmæssigt byder Flor de Pingus 2004 på et markant tanninbid — vinen går lige i gummerne — men bidet følges til dørs af en fin, dyb saftighed og balance. Brændte toner, sødme, lidt rosin, fadpræg, lidt kanel, kaffearomaer, meget, meget ekstraktrig vin.
Robert Parker om Flor de Pingus, 2004
“In the wonderful 2004 vintage, owner/winemaker Peter Sisseck has outdone himself. If I were just starting to build a wine collection and had limited income, I can think of no better foundation than a dozen bottles of 2004 Flor de Pingus. In the context of the world’s great wines, it is a stupendous value, a steal. It is 100% Tempranillo from very low yields and is aged 14 months in 100% new French barriques. Opaque purple in colour, it emits already complex aromas of smoke, toast, coffee, blueberry, blackberry, and liquorice. Lush on the palate, super ripe and sweet, as well as multi-dimensional, this great effort can be drunk now, but I’d opt for cellaring it for 6-8 years to allow further evolution.”
The Wine Advocate 2004
“It comes from 100% estate vineyards, biodynamically farmed. It, too, is 100% Tempranillo and is aged 18 months in new French oak. It offers more of everything from its splendid nose of cedar, smoke, charcaoal, blackberry, and blueberry to its thick, superconcentrated, and layered mid-palate. The tannins are totally concealed and the pure finish is remarkable long. The wine deserves at least a decase of cellaring and should drink beautifully for 25 years thereafter.”
Flor de Pingus 2002
Markant mere flygtig næse. Let præg af noget urent. Alder? Prop? Lettere udtryk, tynd frugt — alder fornemmes tydeligt. Fremstår vandigere end 2004 i glasset. Advarselslamperne blinker. Syrlig tangerende det spinkle. Langt mindre ekstrakt end 03+04, skarp, syrlig, underlig. Syg. Desværre!
Stephen Tanzer om årgang 2002
ST – Bright medium ruby. Black raspberry, tar, violet and roasted oak on the nose. Thick, velvety and wonderfully sweet, with compelling inner-mouth perfume and sap. Large-scaled, broad wine with superb palate coverage. Finishes with big, chocolatey tannins and excellent length. Peter Sisseck will not offer his grand vin Pingus in 2002; that juice forms the backbone of Flor de Pingus, making this a wine to buy.
Flor de Pingus 2003
Mørkere end 02+04. Mindre mint & urter end 04. Klare paraleller til 04 ellers. Lakrids, varmere toner i frugten end 04. Fornemmelse af mindre garvesyre. Herbale toner, mindre saftig end 04. Jeg har tidligere smagt Flor de Pingus 2003 — i februar. Smagenoten dengang lød:
“Mørk og kraftig smag – solbær, blåbær – lakrids, kød, mokka og tydeligt fadpræg – der er købmandsbutik over det. Lettere ubalanceret forhold pt. mellem garvesyre og frugtsyre – men der er gode chancen for, at vinen finder sig selv igen på et tidspunkt. Fornem dybde & mineralitet. Meget koncentreret, men samtidigt besidder vinen, paradoksalt nok taget det varme år i betragtning, en art svært beskrivelig kølighed.”
Parker om årgang 2002
“The 2003 Flor de Pingus exhibits an exuberant, expressive nose of crème de cassis, graphite, liquorice, smoke, espresso roast, and aged beef-like characteristics. A superb texture, sweet tannin, and an opulent, voluptuous mid-palate and finish.”
Se også: Intervalstegt kalvefilet
Konklusion – komparativ smagning 2002, 2003 & 2004
Jeg har tidligere smagt Flor de Pingus 2002 og 2003. Da 02 var helt ung, var det en fabelagtig vin. Det svage skinner dog mere og mere igennem. 03 er en anelse for varm i frugt og tone. Jeg foretrækker klart 04. Smuk vin. Hvis der skulle sættes en finger på noget, så er det balancen pt. — vinen forekommer lige ekstraheret nok. Jeg glæder mig til at smage 2005.
Opskrifter, der passer godt til tempranillovine med lidt alder på bagen
Tempranillo-vine med lidt år på bagen vil passe godt til fx intervalstegt lammekølle eller en langtidsstegt okseklump, hvor der begge steder er en masse god umamidybde og -sødme i den nedbrudte collagen, hvilket kan give et pikant, nærmest vaniljeagtigt, samspil mellem fadtonerne i venen og de sødmefulde toner fra collagenen.
Robert Parkers indflydelse inden for vinens verden er enorm, og det at opnå 96 points for én af første årgange, kan blive begyndelsen på en kometkarriere som vinmager.
Vinmageren er Peter Sisseck, dansk, med et vinsyn påvirket af Vinding Diers. Tidligere erfaringer fra bl.a. Bordeaux, og med gamle tempranillovinstokke i hænderne. Området: Ribera del Duero.
Pingus 2003, Dominio de Pingus, Ribera del Duero
Ikke noget, man for 10-15 år siden forbandt med topvin af internationalt format, men det gør man i dag, og det er Peter Sisseck (og Robert Parkers) skyld eller fortjeneste om man vil. Og hvordan smager den så? Sådan en Pingus?
Fra Saint-Joseph 2009 fra Dard & Ribo til Pingus 2003
Pingus 2003 udkøbt da restaurant Extra drejede nøglen om for nogle år siden. Opbevaret på smageadressen i 10 dage inden smagningen, så den kunne få lov at falde til ro oven på transporten.
Vinkøleskab ved 14 grader, karaflet i ca. 30 minutter, og så smagte vi. Glas og smagsløg var blevet kalibreret med et ungt, frisk ukunstlet Dard & Ribo Saint-Joseph (Les Champs), 2009.
Smagenote på Pingus 2003
Voldsom mørk farve. Ugennemtrængelig for lys og øjet. Tegn på høj ekstraktion eller meget lavt høstudbytte typisk. 2003 var et meget varmt år, de gamle døde i Paris under hedebølen, vinen er heldigvis ikke præget af varme, overmodne, kogte toner, som det fx ses i Châteauneuf-du-Pape. Kølig, og mindre prægnant næse, end jeg havde forventet og forestillet mig, men lovende, ingen tvivl om det.
For ung vil nogen nok hævde. 7-10 års lagring på langs ville være godt. Jeg er tilhænder af frugt og frugtsyre, og drikker
vinene lidt for unge for at være på den sikre side. Massiv, smagsbuldrende bund.
Dunkel frugt og espressotoner
Mørk, dunkel påotent frugt, espressoskum og klassisk købmandsbutikaromaer over sagerne, toner af blytanspisd som i bedre bordeaux, i samspilet med en forrygende fornemmelse i mundhulen: fedmefuld og cremet uden at være præget af en vanvittig høj viskositet.
Stor vin, ingen tvivl om det; men en anelse for lakrisal i eftersmagen — og en anelse for lidt frugt og frugtsyre til at få mig helt op at ringe. Voldsom længde på eftersmagen — og en lyst til at smage videre efter flere lag.
Et godt tegn og en rar fornemmelse. Smagt igen efter ca. 40 minutters yderligere hvile på karaflen med stort set samme resultat, hvilket vidner om, at Pingus 2003 nok godt kan tåle at ligge længere endnu…
